
Med støtte fra Nordea-fonden etableres nyt udendørs mødested på bryggen
"Spejdernes aktiviteter med udendørs aktiviteter i patruljer, fælles mål og samvær er et værdifuld supplement til det moderne liv med online arbejde, sociale medier og stadigt stigende fokus på den individuelle præstation både i skole, på arbejde og til sport," fortæller Rasmus fra Thorolf spejderne.
"Vi har længe drømt om at kunne invitere alle med i fællesskabet, og vi arbejder vedholdende på at få flere ledere og spejdere. Hvad hvis vi kunne invitere alle med?" spørger Rasmus som indledning til, hvorfor Thorolf snart åbner sine udendørs faciliteter for resten af byen.
"Vi har en skøn grøn plads midt på bryggen, der danner ramme om vores aktiviteter med mad over bål, byggeri med rafter, løb på fælleden, samarbejdsøvelser og meget mere. Det er vores passion, som vi gerne vil dele."
For at flest muligt kan gøre brug af området, har det været spejdernes ønske at indrettet udendørsområdet, så gæstebrugere efter aftale kan bruge faciliteterne på egen hånd. Projektet omfatter at indrette faciliteterne, så gæster kan få adgang til redskaber, materialer og vejledninger på egen hånd samt have mulighed for at komme på toilettet.
For at sikre at endnu flere har mulighed for at være med, indrettes faciliteterne kørestolsvenligt med fliser omkring borde og et hævet bålsted (også kaldet en gammelmandsild blandt spejdere) og kørestolsvenlig adgang til toilettet.
Hvem kan få glæde af Ude på Bryggen?
"Vi forestiller os, at Ude på Bryggen f.eks. kan bruges, når forældre vil lave aktiviteter med skoleklassen, når andre foreninger på bryggen vil have en anderledes oplevelse, hvis et firma vil lave en alternativ teambuilding, når en institution vil prøve kræfter med udelivet, eller hvis man som privatperson vil lave et aktivt arrangement med familie eller venner," fortæller spejderne.
"Det vigtigste er, at det, der foregår, passer ind i spejder-ideen med aktiviteter i samarbejde omkring udeliv. For at området anvendes til formålet og af hensyn til vores naboer, kan Ude på Bryggen ikke bruges til fest eller picnic. Der skal være tale om aktiviteter inden for rammerne. Når vi åbner, sørger vi for, at der er klare rammer. Der vil også kun blive tale om at bruge Ude på Bryggen efter aftale."
Efter sommerferien går spejderne i gang med projektet, der vil bestå af noget håndværkerarbejde, noget spejderne selv skal bygge og ikke mindst endelig udvikling af det færdige konceptet. Det første, man nok vil opdage, er, at vores hegn bliver renoveret med nyt pileflet.
Thorolf får del i Renoveringspuljen
Nordea-fonden har uddelt 100 mio. kr. til 187 projekter gennem Renoveringspuljen, som støtter grønne og sociale forbedringer af lokale mødesteder over hele landet. 1.276 ansøgninger kom ind fra både små og store fællesskaber.
Projekterne har fokus på bæredygtighed, fx energirenovering og tilgængelighed, og fordeler sig på 67 kommuner i alle fem regioner. ”Vi er blevet overvældet af interessen og den stærke lokale vilje til at bevare og renovere de steder, hvor vi mødes, og engagerer os i fællesskaber,” siger Henrik Lehmann Andersen, adm. direktør i Nordea-fonden.
Puljen vender tilbage i efteråret 2025.
Vil du være med?
Hvis du vil være med, enten som leder hos spejderne eller i udvikling af Ude på Bryggen, så tøv ikke med at kontakte os. Du finder os på Artillerivej eller på thorolf.dk
Vil du vide mere om Ude på Bryggen?
Følg os https://www.thorolf.dk/ude-paa-bryggen, hvor vi løbende vil fortælle mere om projektet eller skriv til hos for at høre mere.